Kosovo

Republikken Kosovo Republika e Kosovës Република Косово
Flag Nationalvåben
Nationalmelodi: Evropa
Hovedstad og største by	Pristina 42°40′N 21°10′Ø
Officielle sprog	Albansk, Serbisk
Anerkendte regionale sprog	bosnisk tyrkisk romani gorani
Regeringsform	Parlamentarisk republik
• Præsident	Vjosa Osmani
• Premierminister	Albin Kurti
Uafhængighed  fra Serbien
• Erklæret	17. februar 2008
Areal
• Total	10.908 km2  (nr. 162)
Befolkning
• Anslået 2017	1.895.250
• Tæthed	220/km2  (nr. 34)
BNP (KKP)	Anslået
• Total	17.537
BNP (nominelt)	Anslået
• Total	6.404
HDI	0.741 (nr. 82)
Valuta	Euro1 (EUR)
Tidszone	UTC+1 (CST)
• Sommertid	UTC+2 (CEST)
Kører i	højre side af vejen
Kendings- bogstaver (bil)	RKS
Luftfartøjs- registreringskode	KS
Telefonkode	+383
ISO 3166-kode	XK, XKS

Byer i Kosovo

Kosovo (albansk: Kosovë, tr. Kosova; serbisk: Косово, tr. Kosovo) er en stat beliggende på Balkanhalvøen, som formelt erklærede sin uafhængighed den 17. februar 2008. Selvom Kosovo har proklameret sig som en selvstændig stat, er landet fortsat ikke universelt anerkendt som en suveræn stat af alle medlemslande i FN. Pr. 22. november 2019 havde 98 af FN’s 193 medlemsstater, herunder 22 medlemslande i EU, anerkendt Kosovo som en selvstændig stat. Blandt disse lande er også Danmark.

Kosovo grænser op til Serbien, Montenegro, Albanien og Nordmakedonien. Landets hovedstad, Pristina, er beliggende i et bjergrigt område. Kosovo har en befolkning på omkring to millioner indbyggere, hvoraf flertallet er etniske albanere. Derudover findes mindre befolkningsgrupper bestående af serbere, tyrkere, bosniakker og andre etniske minoriteter.

Forholdet mellem Kosovos regering og Serbien er fortsat præget af en langvarig politisk og territorial konflikt. Spørgsmålet om Kosovos status har gennem årene været genstand for betydelige internationale spændinger, særligt mellem USA og Rusland, hvilket har bidraget til en vedvarende diplomatisk fastlåst situation i regionen. USA og dets vestlige allierede, herunder NATO, har spillet en central rolle i støtten til Kosovos uafhængighed, hvilket har understreget de geopolitiske skillelinjer mellem Vesten og Østen. Rusland og Kina er blandt de lande, der fortsat ikke anerkender Kosovos uafhængighed.

Flere analytikere og eksperter har udtrykt bekymring for, at spændingerne i regionen kan eskalere og udvikle sig til en mere omfattende international krise. Der peges særligt på risikoen for øgede geopolitiske spændinger som følge af Serbiens fortsatte afvisning af Kosovos uafhængighed. Samtidig har Serbien undladt at søge en militær løsning på konflikten, blandt andet på grund af de potentielt alvorlige konsekvenser af en direkte konfrontation med vestlige magter, hvilket blandt andet blev illustreret under NATO’s bombekampagne i 1999.

USA opretholder i dag en ambassade i Pristina samt militærbasen Camp Bondsteel, hvor amerikanske soldater er stationeret sammen med styrker fra flere NATO-lande, herunder Italien, Polen, Storbritannien, Tyrkiet, Tyskland og Frankrig.

Den internationale fredsbevarende styrke KFOR har til opgave at opretholde fred og stabilitet i Kosovo samt bidrage til et sikkert og trygt miljø for områdets befolkning.

Da Kosovo i 2008 under ledelse af Hashim Thaçi erklærede sin uafhængighed, udløste det betydelig modstand, særligt fra Serbien, som fordømte erklæringen og anklagede USA for utilbørlig indblanding i landets interne anliggender. Serbien hævdede, at USA spillede en afgørende rolle i den internationale anerkendelse af Kosovo uden et tilstrækkeligt folkeretligt grundlag. Den daværende amerikanske præsident, George W. Bush, meddelte samtidig, at USA ville være blandt de første lande til at anerkende Kosovos uafhængighed.

Navn

Landet omtales internationalt primært som Kosovo, hvilket også er den mest udbredte betegnelse på landkort og i officielle dokumenter. Navnet udtales "ko-SO-va" på albansk (med tryk på anden stavelse) og "KOS-so-vo" på serbisk (med tryk på første stavelse). De fleste danske medier benytter navnet Kosovo, mens dagbladet Politiken konsekvent anvender den albanske form Kosova. På albansk ses navnet desuden undertiden skrevet som Kosovë.

Internationalt har betegnelsen Kosovo opnået bred anvendelse, hvilket blandt andet afspejles i den officielle engelske oversættelse af Kosovos forfatning. Danmark benytter ligeledes denne betegnelse i sine officielle forbindelser med landet.

Navnets etymologi kan spores til den slaviske betegnelse Kosovo polje, som betyder "Solsortesletten" (jf. afsnittet Oldtid og middelalder), hvor ordet kos på slavisk henviser til fuglen solsort.

En del kosovoalbanere foretrækker at benytte navnet Dardania ^(de), som henviser til den antikke region, der blev erobret af romerne i 28 f.v.t. og senere blev indlemmet i den romerske provins Moesia ^(de). Det historiske område Dardania omfattede det nuværende Kosovo samt dele af Nordmakedonien. Navnet menes at stamme fra det albanske ord dardhë (pære), og området var beboet af illyrere, som mange betragter som forfædre til den moderne albanske befolkning. Kosovos første præsident, Ibrahim Rugova, var en markant fortaler for at genindføre betegnelsen Dardanien. Navnet anvendes dog ikke officielt af nogen international instans, og betegnelsen Kosova er fortsat den mest udbredte blandt albanere i Kosovo.

Serbere bruger ofte betegnelsen Metohija om den vestlige del af Kosovo, et område hvor den serbisk-ortodokse kirke historisk har haft mange af sine kirkelige ejendomme. Det albanske navn for samme område er Rrafsh i Dukagjinit, ofte oversat som "Dukagjin-plateauet".

Geografi

Kosovo er beliggende i det sydøstlige Europa og har et areal på 10.912 km², hvilket svarer til omtrent en fjerdedel af Danmarks areal. Landet grænser op til Montenegro mod nordvest, Serbien mod nord og øst, Nordmakedonien mod syd samt Albanien mod sydvest.

Landets nuværende grænser blev fastlagt i 1945 som led i den administrative inddeling af det daværende Jugoslavien, hvor Kosovo havde status som en autonom provins inden for Serbien.

Oldtid og middelalder

Befolkningen i det område, der i dag udgør Kosovo, har historisk bestået af både serbere og albanere. Der hersker imidlertid betydelig uenighed om, hvordan forholdet mellem disse befolkningsgrupper har udviklet sig gennem tiden, samt hvilke historiske, politiske og sociale faktorer der har bidraget til områdets demografiske forandringer.

I antikken menes området at have været beboet af forskellige thrakiske og illyriske folkeslag. En udbredt teori hævder, at albanerne nedstammer fra illyrerne, som i oldtiden beboede store dele af det vestlige Balkan, herunder områderne langs Adriaterhavet, længe før de slaviske folkeslag, som serberne traditionelt anses for at nedstamme fra, indvandrede til Balkanhalvøen. Illyrerne er velbeskrevne i antikke græske og romerske kilder, og teorien om albanernes illyriske oprindelse betragtes af mange historikere og forskere som den mest sandsynlige forklaring på det albanske folks etnogenese.

Fra 700-tallet og frem til omkring år 1400 udgjorde Kosovo et af kerneområderne i det middelalderlige Serbiske rige, som i perioder havde tætte politiske, kulturelle og religiøse forbindelser til Det Byzantinske Rige. Fra denne epoke stammer en række betydningsfulde serbisk-ortodokse kirker og klostre, hvoraf flere i dag er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

Efter Slaget på Solsortesletten (serbisk: Kosovo Polje) den 28. juni 1389 kom regionen gradvist under Det Osmanniske Riges kontrol. Mange lokale fyrster anerkendte, helt eller delvist frivilligt, sultanens overhøjhed og blev vasaller under det osmanniske styre. Selve slaget betragtes ofte som militært uafgjort, og både den serbiske fyrste Lazar og den osmanniske sultan Murad I mistede livet under kampene. Slaget involverede styrker bestående af flere forskellige etniske grupper, herunder både serbere og albanere, på begge sider af konflikten.

Den præcise etniske sammensætning af Kosovos befolkning i middelalderen er vanskelig at fastslå med sikkerhed. Der er dog bred enighed blandt historikere om, at regionen gennemgik betydelige demografiske forandringer i slutningen af 1600-tallet. I forbindelse med en mislykket østrigsk offensiv mod det osmanniske Balkan og den efterfølgende tilbagetrækning mod nord udvandrede et stort antal serbere til områder under det habsburgske rige. Denne udvikling bidrog til en gradvis styrkelse af den albanske tilstedeværelse i Kosovo.

1800- og 1900-tallet

Kort over Kosovo og dets omgivelser

Det albanske nærvær i Kosovo voksede markant i begyndelsen af 1800-tallet, blandt andet som følge af Det Osmanniske Riges politik med at tiltrække muslimske bosættere for at styrke loyaliteten over for sultanen. Mange af disse bosættere kom fra Nordalbanien, hvor en betydelig del af befolkningen allerede i 1700-tallet var konverteret til islam. Den tætte sproglige og kulturelle forbindelse mellem Kosovo og Nordalbanien afspejles fortsat i dag, ikke mindst gennem de gegisk-albanske dialekter, som tales i begge områder.

Den østrigske forsker Joseph Müller bemærkede i 1834, at befolkningen i Metohija, særligt i den østlige del af regionen, overvejende havde slavisk karakter, og at den serbiske tilstedeværelse var særligt fremtrædende i byerne.

Efter Det Osmanniske Riges sammenbrud i begyndelsen af 1900-tallet blev Kosovo erobret af Serbien i 1912, hvilket blandt mange kosovoalbanere blev opfattet som begyndelsen på en periode præget af serbisk dominans og undertrykkelse.

Efter 2. verdenskrig forblev Kosovo en del af Serbien og blev integreret i Titos Socialistiske Føderale Republik Jugoslavien. Særligt under Aleksandar Rankovićs ledelse i 1950'erne og 1960'erne blev der rapporteret om systematisk diskrimination og undertrykkelse af den albanske befolkning i regionen.

Forsøg på at fremme den økonomiske og sociale udvikling i Kosovo opnåede kun begrænset succes. Trods enkelte eksempler på samarbejde og venskabelige relationer mellem serbere og albanere levede de to befolkningsgrupper i vid udstrækning adskilt fra hinanden. Blandede ægteskaber forekom eksempelvis kun i begrænset omfang.

Den albanske befolkning levede i høj grad fortsat inden for traditionelle klanstrukturer og stærkt patriarkalsk prægede storfamilier, samtidig med at albansk blev fastholdt som det dominerende dagligsprog. Undervisning i serbokroatisk var obligatorisk i skolerne, men havde kun begrænset indflydelse på sproganvendelsen i de albanske hjem og lokalsamfund.

En del kosovo-serbiske bønder levede under forhold, der på mange måder lignede deres albanske naboers, men bevarede deres serbiske sprog og ortodokse kultur. Myndighederne forsøgte i perioder at tiltrække bosættere fra andre dele af Jugoslavien til Kosovo som landmænd, industriarbejdere eller embedsmænd. En betydelig del af disse tilflyttere var serbere fra det økonomisk mere udviklede Serbien. Dette bidrog til fremkomsten af et serbiskdomineret samfundslag, som i mange tilfælde indtog de mest privilegerede positioner inden for administration, erhvervsliv og offentlige institutioner, mens albanerne ofte befandt sig lavere i det sociale hierarki.

Fra 1974 og frem til 1999

Selvstyre i 1974

Gennem mange år havde forholdet mellem serbere og albanere i Kosovo været præget af spændinger og gensidig mistillid. Dette var en af de faktorer, der bidrog til, at Josip Broz Tito og andre ledende beslutningstagere i Jugoslavien valgte at tildele Kosovo status som en autonom provins, på linje med Vojvodina i det nordlige Serbien. Formelt forblev Kosovo en del af Serbien, men provinsen fik betydeligt udvidede beføjelser inden for Jugoslaviens føderale struktur.

I årene efter reformerne oplevede mange kosovoserbere en voksende følelse af politisk og institutionel marginalisering. Samtidig vandt krav om øget albansk selvbestemmelse og, i visse kredse, fuld uafhængighed gradvist frem. Disse strømninger blev senere udnyttet politisk af Slobodan Milošević, som gjorde spørgsmålet om Kosovos status til et centralt element i sin politiske mobilisering.

Ophævelse af selvstyret i 1989

Fra slutningen af 1980'erne blev de etniske spændinger i Kosovo yderligere intensiveret, særligt efter Slobodan Miloševićs omdiskuterede tale i Kosovo Polje i 1987, hvor han profilerede sig som forsvarer af serbiske nationale interesser. I 1989 tiltrådte han som præsident for Serbien og indledte en omfattende centralisering af den politiske magt, herunder gennem en betydelig indskrænkning af Kosovos autonomi.

Samme år blev Kosovos selvstyre formelt ophævet efter en omstridt afstemning i det regionale parlament. Selvom processen var præget af politisk pres og tilstedeværelsen af serbiske sikkerhedsstyrker, blev beslutningen gennemført med henvisning til gældende jugoslavisk lovgivning.

I de efterfølgende år overtog serbiske myndigheder og kosovoserbere i stigende grad kontrollen med den offentlige administration. Mange albanske embedsmænd blev afskediget eller mistede deres stillinger, efter at de havde nægtet at underskrive loyalitetserklæringer til den serbiske stat.

På albansk side herskede der i begyndelsen uenighed om, hvordan situationen burde håndteres. Efterhånden samlede et flertal sig dog om en strategi baseret på fredelig modstand og civil ulydighed. Som led heri blev der etableret parallelle albanske politiske og samfundsmæssige institutioner, herunder et selvudråbt parlament. Ibrahim Rugova blev valgt til præsident for den selvproklamerede Republik Kosovo, som dog alene opnåede officiel anerkendelse fra Albanien.

Opbygning af parallelt system

Som reaktion på udelukkelsen fra offentlige institutioner begyndte den albanske befolkning at opbygge et parallelt, uofficielt system. Dette omfattede egne skoler (ofte afholdt i private hjem), sundhedsklinikker og andre institutioner uden for det serbiskkontrollerede statsapparat.

Finansieringen kom i høj grad fra diasporaen — kosovoalbanere bosat i Vesteuropa — som organiserede frivillige skatteindsamlinger til støtte for de alternative strukturer.

Dayton-forhandlingerne

Mange kosovoalbanere, herunder Ibrahim Rugova, nærede et håb om, at Dayton-forhandlingerne i 1995 også ville omfatte spørgsmålet om Kosovos fremtidige status. Forhandlingernes fokus var imidlertid udelukkende rettet mod konflikten i Bosnien-Hercegovina, og situationen i Kosovo blev derfor ikke behandlet som en del af aftalen.

Rugovas strategi med fredelig modstand – ofte sammenlignet med Mahatma Gandhis ikke-voldelige filosofi i Indien – vakte en vis international sympati og opmærksomhed, men førte kun til begrænsede politiske resultater. Slobodan Milošević og andre serbiske ledere syntes i vid udstrækning at acceptere den fastlåste situation, så længe den albanske modstand bevarede sin ikke-voldelige karakter.

Kosovokrigen

Uddybende artikel: Kosovokrigen

Mellem 1996 og 1999 udspillede der sig en væbnet konflikt i Kosovo mellem militante kosovoalbanske separatister fra UCK (Ushtria Çlirimtare e Kosovës) og den jugoslaviske hær samt serbiske sikkerhedsstyrker, som besad en betydelig militær overlegenhed. Konflikten eskalerede gradvist i intensitet, mens gentagne forsøg på at finde en diplomatisk løsning viste sig forgæves.

I begyndelsen af 1999 brød fredsforhandlingerne sammen, herunder de forhandlinger, der blev afholdt i Rambouillet i Frankrig. Som reaktion på den tilspidsede situation og rapporter om omfattende menneskerettighedskrænkelser iværksatte NATO en militær intervention uden mandat fra FN's Sikkerhedsråd. Interventionen bestod primært af omfattende luftangreb mod militære og strategiske mål i Jugoslavien og fandt sted fra marts til juni 1999.

I juni 1999 accepterede den serbiske præsident Slobodan Milošević, den jugoslaviske regering og det serbiske parlament en våbenhvile. Som følge heraf blev Kosovo placeret under midlertidig international administration ledet af FN gennem UNMIK-missionen, mens sikkerheden i området blev varetaget af den NATO-ledede fredsbevarende styrke KFOR.

Begrebet Kosovokrigen anvendes ofte som en samlet betegnelse for to samtidige konflikter: dels den interne guerillakrig mellem UCK og de jugoslaviske styrker, dels den internationale militære intervention gennemført af NATO.

Internationalt protektorat

Siden 1999 har der været gennemført en række initiativer med henblik på gradvist at overføre politisk og administrativ kompetence til lokale myndigheder i Kosovo. Processen er blevet støttet og overvåget af det internationale samfund, primært gennem FNs mission i Kosovo (UNMIK). Repræsentanter for det serbiske mindretal har imidlertid i vid udstrækning valgt at boykotte de nye institutioner, hvilket i høj grad er blevet tilskrevet politisk pres og indflydelse fra Serbien.

Præsident og magtdelingsaftaler

Den første præsident efter krigens afslutning i sommeren 1999 var den albanske politiker Ibrahim Rugova. Rugova, der var uddannet litteraturforsker, havde gennem 1990'erne fungeret som præsident for den selvudråbte albanske parallelstat.

Det første formelle præsidentvalg fandt sted i 2002 efter vedtagelsen af et midlertidigt forfatningsmæssigt og juridisk grundlag (’‘legal framework’’). Herefter fulgte parlamentsvalg samt indgåelsen af en politisk magtdelingsaftale mellem Rugovas parti, Den Demokratiske Liga i Kosovo (LDK), og Hashim Thaçi, leder af Det Demokratiske Parti i Kosovo (PDK), som havde sine politiske rødder i UÇK.

Aftalen indebar, at Rugova blev valgt til præsident, mens UÇK’s repræsentant Bajram Rexhepi blev udnævnt til premierminister. Efter det efterfølgende parlamentsvalg blev der indgået en ny magtdelingsaftale, denne gang mellem Rugova og Ramush Haradinaj, der ligeledes repræsenterede et parti med rødder i UÇK.

Efter Ibrahim Rugovas død i januar 2006 blev Fatmir Sejdiu valgt som hans efterfølger den 10. februar samme år.

Etniske forhold i dag

Kosovo er fortsat et etnisk sammensat samfund, hvor kosovoserbere udgør det største etniske mindretal. Nord for floden Ibar, der løber gennem den delte by Mitrovica, ligger et serbiskdomineret område, som i praksis gennem længere tid har haft tætte politiske, administrative og økonomiske forbindelser til de serbiske myndigheder. Der bor imidlertid også serbere i albanskdominerede områder – og omvendt – selv om den etniske opdeling i visse dele af Kosovo er blevet mere markant siden krigens afslutning.

Selvstændighed

Uddybende artikel: Kosovos Uafhængighedserklæring 2008

Søndag den 17. februar 2008, kort før klokken 15.00 lokal tid, vedtog Kosovos parlament en uafhængighedserklæring. Premierminister Hashim Thaçi oplæste erklæringen om Republikken Kosovos uafhængighed for de internationale medier omkring klokken 15.50. Beslutningen blev enstemmigt vedtaget af de 109 tilstedeværende parlamentsmedlemmer. De elleve fraværende repræsentanter, som hovedsageligt tilhørte etniske mindretal – herunder kosovoserbere – valgte at boykotte afstemningen.

Serbiens premierminister Vojislav Koštunica reagerede skarpt på den ensidige uafhængighedserklæring og omtalte Kosovo som en “falsk stat” i en tv-transmitteret tale til nationen. Han anklagede USA for at støtte uafhængigheden i strid med international ret og hævdede, at amerikansk indblanding primært var motiveret af militærstrategiske interesser. Den 15. juni 2008 underskrev Kosovos præsident landets nye forfatning sammen med en række ledsagende love, der etablerede de centrale statsinstitutioner, herunder et udenrigsministerium og et uafhængigt retsvæsen.

Serbien udøver ingen formel kontrol over Kosovo. Områdets sikkerhed varetages fortsat af den NATO-ledede KFOR-styrke, mens FNs mission i Kosovo (UNMIK) fortsat udfører visse administrative og juridiske funktioner. Den primære internationale tilstedeværelse blev dog gradvist overført til det Internationale Civile Kontor (ICO), som blev ledet af en international civil repræsentant (ICR).

ICR’s mandat byggede på Ahtisaari-planen, udarbejdet af den tidligere finske præsident Martti Ahtisaari, og omfattede beføjelse til at overvåge implementeringen af planen, fortolke dens bestemmelser, ophæve lovgivning, der var i strid med planen, samt afskedige embedsmænd, som handlede i modstrid med dens principper. Den internationale civilrepræsentant fungerede samtidig som EUs særlige repræsentant i Kosovo. Denne post blev varetaget af Pieter Feith fra Nederlandene. En international styringsgruppe bestående af omkring 20 lande, herunder Danmark, bistod ICR i arbejdet.

22 ud af 27 EU-medlemslande har anerkendt Kosovos uafhængighed. Cypern, Grækenland, Spanien, Rumænien og Slovakiet har indtil videre undladt at anerkende Kosovo, primært af hensyn til indenrigspolitiske forhold og af frygt for at skabe præcedens i egne territoriale eller separatistiske spørgsmål. Rusland og Kina har ligeledes udtrykt stærk modstand mod Kosovos uafhængighed og anerkender ikke staten.

Ruslands og Kinas permanente medlemskab af FN's sikkerhedsråd indebærer, at Kosovo næppe vil kunne opnå medlemskab af FN i den nærmeste fremtid, da begge lande forventes at benytte deres vetoret til støtte for Serbiens holdning. Som reaktion på uafhængighedserklæringen hjemkaldte Serbien midlertidigt sine ambassadører fra de lande, der anerkendte Kosovo som en selvstændig stat.

Se også

• Georg Christian Holstein. Om den habsburgske invasion i Kosova i 1689-1690, nederlaget og retræten.
• TMK
• Adem Demaçi

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Kosovo
• John Wilkes: The Illyrians. Gennemgang af arkæologisk materiale om illyrerne.
• Konstantin fra Kostenec: Den serbiske Despot Stefan Lazarevics liv og levned. Oversat og kommenteret af Gunnar Svane. Stefan Lazarevic var søn af fyrst Lazar. Beretningen beskriver tiden efter slaget på Solsortesletten i 1389.
• Noel Malcolm: Kosovo. Om Kosovos ældre og nyere historie på engelsk.
• Bjørn Andersen: Fra Kosovo til Kosóva (1999). Om Kosovos historie med udgangspunkt i Malcolms beskrivelse. Om den politiske diskussion i Tito-tiden. Gennemgang af interventionsforløbet i 1999.
• Hvor uafhængig skal Kosovo/Kosova være? Hvornår? Situationen lige før statusforhandlingerne skal begyndes. Ambassadør Eides rapport, oktober 2005. Baggrundsmateriale på dansk og engelsk
• New Kosova Report – Kosovo News and Views Portal